Ud af Folkekirken?

 

Et medlem af Folkekirken kan melde sig ud. For børn og unge under 18 år er det den person, som har forældremyndigheden, der træffer beslutning om udmeldelse af Folkekirken. En person, der er fyldt 15 år, skal dog selv give sit samtykke til at blive meldt ud.

 

Når man er meldt ud af Folkekirken, har man ikke samme ret til kirkelig betjening som Folkekirkens medlemmer. For at blive viet i Folkekirken, skal mindst den ene være medlem af denne. Ligeledes kan man normalt kun blive begravet med bistand af en præst i Folkekirken, hvis man er medlem af Folkekirken, når man dør. Ved de fleste kirkegårde er taksterne for gravsteder m.v. i øvrigt højere for personer, der ikke var medlemmer af Folkekirken, end de er for medlemmer.  

Når man ikke er medlem af Folkekirken, skal man ikke betale kirkeskat. Det er bl.a. af den grund vigtigt, at en udmeldelse bliver registreret i CPR. Hvis man ikke er medlem af Folkekirken, og der alligevel på papirer fra skattevæsenet står, at man skal betale kirkeskat, skal man henvende sig til skattemyndighederne for at få fejlen rettet.

Man kan ikke være medlem af Folkekirken og et andet trossamfund på samme tid. Hvis man slutter sig til et andet trossamfund, bliver man dog ikke automatisk registreret som udtrådt af Folkekirken.
 

Udmelding
Man skal selv give besked til sognepræsten i Folkekirken, for at det kan blive registreret i CPR. Det gøres ved at sende en mail via sikker post 
til kirkekontoret.
I mailen bedes man oplyse sit fulde navn, adresse og cpr.nr., samt  hvor og hvornår man er født og døbt. 
Det er ikke nødvendigt at angive, hvorfor man ønsker at melde sig ud.
Udmeldelsen skal sendes/afleveres til kirkekontoret i bopælssognet
På sogn.dk kan man indtaste sin adresse, og se hvilket sogn man tilhører.

 

Udmeldelse kan også ske ved, at man personligt møder op hos sognepræsten eller på kirkekontoret i bopælssognet. Ved personlig henvendelse skal man medbringe sin fødsels-og dåbsattest eller billed-ID.

Kordegnen registrerer udmeldelsen. Herved bliver den automatisk registreret i CPR-registret. Man får derefter tilsendt en ny fødsels- og dåbsattest med en påtegning om, at man er udtrådt af Folkekirken,
og hvornår det er sket.

Fortryder man senere at have meldt sig ud, kan man efter anmodning derom genoptages som medlem af Folkekirken af en præst i Folkekirken under forudsætning af, at præsten efter en personlig samtale skønner,
at anmodningen er udtryk for en alvorlig beslutning om igen at høre til Folkekirken.